Red Loppen!

Rygtet taler desværre sandt, når det i øjeblikket siges, at spillestedet Loppen på Christiania har det skidt rent økonomisk. Efter flere års dårlige resultater, må Loppen bede om ekstra bevilling, for at kunne overleve. Fremtidsudsigten byder på en trejdedel færre koncerter, end de fantastiske af slagsen, vi har været vant til.

Loppen har om nogen, formået at hente internationale yderliggående grupper indenfor skæve genrer, endda til byens bedste entrépriser. Det ville vi være mange koncertgængere, der ville være kede af at skulle undvære.

Under alle omstændigheder, så vil det ikke være nogen tosset idé, at spytte penge i Loppens koncertkasse, ved at tage imod det kommende års, som altid, flere gode tilbud. På vores koncertliste i bloggens højre side, har vi fremhævet følgende interessante navne, der alle er amerikanske, og alle vil kunne give dig en stor koncertoplevelse:

Torsdag 28.01.10 - We Were Promised Jetpacks (US) @ Loppen

Torsdag 11.02.10 - Grand Archives (US) @ Loppen

Tirsdag 16.02.10 - Adam Green (US) @ Loppen

Fredag 19.02.10 - Saint Vitus (US) @ Loppen

Fredag 26.02.10 - Beach House (US) @ Loppen

Onsdag 14.04.10 - Fatso Jetson (US) @ Loppen

Torsdag 17.06.10 - Ganglians (US) @ Loppen

Se at få sat kryds i spiralkalenderen og støt Loppens gode initiativer!

Wooden Shjips sejler til Roskilde

Endnu et navn er tilføjet Roskilde-plakaten; denne gang gælder det amerikanske Wooden Shjips. Psychedelia-gruppen, der blandt andet gæstede Loppen tidligere på året (billedet), vil kunne tilføre festivalen noget, efter min mening, tiltrængt kant og historisk reference, med deres dragende og eksperimenterende sluttredser-lydbillede.

Skulle du have stødt på ordspillet "Wooden Shjips" for flere årtier tilbage, så er det med god grund. David Crosby, Steven Stills og Paul Kantner fra Jefferson Airplane skrev en sang med denne titel i 1969 - altså er valget af bandnavnet næppe tilfældigt.

Lad os endelig få mere af samme skuffe, kære Roskilde-folk.

Wooden Shjips på MySpace.

Onsdagstrip

Klassisk 1966'er-single fra de undervurderede New Yorkere The Blue Magoos og deres debutplade Psychedelic Lollipop, der blandt få andre kunstnere (såsom The Seeds) markede en tidlig overgang mod det psykedeliske rockunivers.

Læs Allmusics anmeldelse af pladen HER. Vinylskiven finder du til billige penge HER.

Led Zeppelin

Led Zeppelin - Dazed and Confused, DR, København, 1969.

Frank Fairfield - Frank Fairfield (2009)

Omsider har pladeselskabet Tompkins Square Records, der også tæller navne som Peter Walker, Max Ochs, Harry Taussig m.fl., udgivet Frank Fairfields egentlige debutplade Frank Fairfield. Vi har før på Akustikken anbefalet denne fabelagtige og passionerede LP-samler. Frank Fairfield mestrer både banjoen og guitaren i bedste "Old fashion picking style", som Rev. Gary Davis ville have formuleret det.

Alle elleve numre på pladen er traditionelle folkesange fra fordums tid. På pladen finder man en udødelig klassiker som John Hardy, der i korte træk handler om en jernbanearbejderen John Hardy der begår et mord. Dette resulterer i at Hardy lider kvæledøden ved lynchning. Cumberland Gap er en anden klassiker som også optræder i Woody Guthries repertoire.

Selve udførelsen af de gamle og støvede sange, er en unik oplevelse der efterlader lytteren med en nostalgisk følelse af noget, som hører en svunden tid til.

Frank Fairfield - Frank Fairfield

Spansk musikfestival imponerer

'I want you to take part in the Primavera Sound 10!', synes Mark E. Smith af punk-legenderne The Fall, at udtrykke på den ovenstående illustration. Hans grænseoverskridende gruppe gæster nemlig den spanske musikfestival Primavera Sound, der finder sted i det hippe Barcelona sidst i maj måned.

I selskab med Mark og Co. finder vi indtil videre navne som The Antlers, Ganglians, Low, Japandroids, Pavement, Pixies, Superchunk, Wire og Panda Bear. De øvrige og fremtidige kunstnere finder du HER. Altså er der lagt i kakkelovnen til en spektakulær og alternativ festival, til dem der har mod på at rejse efter sådanne herligheder. Prisen er 99 Euro, hvilket må siges at være i orden, for en tre-dages festival.

Så må vi se om provokatørerne fra The Fall er gode for interessante udskejelser denne gang, ligesom det skete sidste år på Debaser i Malmø, hvor en hønefuld Mark måtte forlade scenen efter to-tre rædselsfuldt udførte numre. Gangen forinden, på samme spillested, skulle han angiveligt have udtrykt sin vrede til publikummet, som han på forfærdelig vis betegnede som "sweedish fashion cunts". Velbekomme!

Doo-Doo-Doo-wop

Havde man dog for pokker bare været ung i 1956 og bosiddende i Pennsylvania, USA, så var der en chance for at denne svingende Geraldine af The El Venos havde lydt ud af radioen eller skoleballets højtaleranlæg.

Mere old-time doo-wop i dette ældre indlæg.

Nekrolog;

Søndag d. 5. december afgik Jack Rose ved døden. Årsagen var et pludseligt hjerteanfald. Jack Rose var en alsidig guitarist, der sammen Mike Gangloff og Patrick Best udgjorde gruppen Pelt. Rose havde foruden Pelt også en solokarriere, hvor han tog arven op efter kunstnere som John Fahey, Robbie Basho og Blind Blake. Det resulterede i flere eksperimenterende soloalbum, heriblandt Kensington Blues -ét af hans bedste.

For præcis ét år siden var skribenterne her på bloggen til et Subotnick-arrangement, hvor Jack Rose optrådte. Det var en overvældende oplevelse at overvære en kunstner med instrumentet i sin magt og som kunne musicere uanstrengt og med teknisk perfektion.
Arthur Magazine har, som en hyldest, på deres hjemmeside lagt en kavalkade af Jack Roses videoer ud.

Jack Rose - Kensington Blues

Blandede Roskilde-bolsjer

Julehandlen er lige nu for alvor på sit højeste, hvilket betyder lineup-udspil fra Roskilde-egnen, i forsøget på at skubbe flade pakker under træet. Udover den interessante nyhed om punk-legenderne fra NOFXs komme, har man tilføjet Muse, C.V. Jørgensen, Dizzy Mizz Lizzy og The Kissaway Trail.

Det bedste valg set med bloggens primitive og nostalgiske øjne, udover det, for en rockfestival, velvalgte NOFX, må siges at være C.V. Jørgensen (billedet), der forhåbentlig vil kunne give sommerens festival en smule historisk karakter. Jeg anerkender og forstår folks interesse i Dizzy Mizz Lizzy, trods valgets kommercielle og blockbuster-lignende bismag. Under alle omstændigheder vil Tim Christensen og hans følgesvende riffe gang i Orange scene og det danske publikum, hvilket man altid må kunne tage hatten af for. The Kissaway Trail er ét af de bands, man altid vil kunne placere på plakaten uden den store ballade, da gruppen trods alt spiller udmærket indierock af den danske slags, og garanteret vil kunne trække udenlandske festivalgængere ind under teltdugen.

Når nu disse navne er anerkendt og forstået fra min side, må jeg dog bræge om min, ihvertfald efter sidste års festival, mistillid til Roskilde-bookerne, når man vælger at kæle, pleje og julefedte for de få danske Muse-fans, der forspildte chancen for at høre UK-rockerne, under én af de mange koncerter (inklusiv besøget på Roskilde for to år siden) i Danmark de sidste par år. Jeg begriber ikke genvalget af Muse, og de omkostninger der utvivlsomt følger med i sådan et projekt, når man nu kunne dække genren ind med så mange andre interessante navne, der sjældent lægger vejen forbi os. Man undskylder valget af Muse på festivalens hjemmeside, med at Muse har været ét af de mest ønskede bands i år. Jeg anerkender, at man skal lytte til publikums ønsker, og at Muse er bærere af et vist talent, men jeg mener også at den økonomiske prioritering den seneste par år (eks. Lil Wayne, Kanye West gange to) er under al kritik.

Har man med valget af Muse på Roskilde festival 2010 ramt hovedet på sømmet, eller bør man bruge krudtet og midlerne på grupper eller kunstnere, der kan bringe noget nyt til publikum?

Seneste køb:

Jeg var en søndagstur i Mint Records på Gammel Kongevej (der som sikkert allerede gættet altid har søndagsåbent), hvor jeg stødte på denne dobbelt-LP med R&B-legenderne fra Manfred Mann. 80 danske kroner måtte jeg slippe for dette senere tryk med gruppens debut-udgivelse The Five Faces of Manfred Mann fra 1964 og Mann Made fra året efter.

Manfred Manns popunivers, med stærke bånd til jazz og som nævnt rhythm & blues, affødte blandt andre denne Without You fra førstnævnte plade:

Pure R&B af den gode og gamle slags, fra gruppen der siden 1962 stadigt er delvist rullende, dog under aliaset Manfred Mann's Earth Band, der fra 1971 præsenterede lytterne for en overgang til den mere progressive rocklyd. Ensemblet turnerer stadig den dag i dag.